Sådan sparer du på varmen

 
 
Her er en række gode råd og ideer til, hvordan du sparer på dit varmeforbrug.
 
 
 
 
  • Vær opmærksom på afkølingen af fjernvarmevandet. En varmeinstallation bør på årsbasis mindst kunne præstere en afkøling på mere end 35º C.
  • Installer en varmeveksler.  Hvis du ikke allerede har en varmeveksler (er i dag obligatorisk ved alle nye installationer), er det en rigtig god investering. En anden stor fordel ved at have en varmeveksler er, at husets installationer er helt adskilt fra fjernvarmesystemet uden for huset. Det betyder, at en eventuel vandskade i tilfælde af et sprængt rør eller en lækket radiator bliver langt mindre.
  • Hold en passende lav temperatur i varmtvandsbeholderen. Temperaturen på det varme brugsvand bør ikke overstige 50 ºC. Ved højere temperaturer opstår der risiko for tilkalkning af varmtvandsbeholderen eller gennemstrømningsvandvarmeren.
  • Tjek med regelmæssige mellemrum, at varmtvandsbeholderen/gennemstrømningsvandvarmeren fungerer korrekt. Det gør du ved at lægge hånden på returrøret, som ikke bør være mere end håndvarmt. Faktisk må det gerne føles lidt koldt.
  • Store radiatorer øger afkølingen.
  • Hold særligt øje med gulvvarmen. Gulvvarme uden automatisk regulering er ofte årsag til dårlig afkøling.
  • Brug alle radiatorer i sammenhængende rum. Der er intet sparet ved at skrue helt op for en enkelt radiator i ét rum og lukke for de andre.
  • Regulér rumtemperaturen med termostaterne.
  • Luft ud med omtanke. Den bedste måde at lufte ud på er at skabe gennemtræk 5-7 minutter. Undgå at lade vinduer stå på klem i længere tid ad gangen.
  • Pejs er kun for hyggens skyld. En pejs trækker opvarmet luft ud af rummet, når der er ild i den. Hvis du ønsker at hygge dig med åben ild bør du få en brændeovnsindsats til pejsen. Det reducerer luftudskiftningen betydeligt.
 
 
Du kan læse om flere gode råd til at spare på varmen og hvordan du i det hele taget optimerer din fjernvarmeinstallation i brochuren ’Fjernvarme er billig – men nu kan det blive endnu billigere’.
 
 
Vi henviser også til afsnittet ’Bliv din egen varmemester’, hvor du bl.a. kan downloade en aflæsningsbog til brug for løbende registrering af dit varmeforbrug.