Du behøver ikke at bekymre dig om stråling fra din varmemåler

For at forenkle aflæsningen af dit varmeforbrug har du fået installeret en Kamstrup forbrugsmåler.
Måleren er forsynet med en lille sender, som sikrer, at dit forbrug automatisk indrapporteres til Guldborgsund Forsyning. Dermed undgår vi helt at ulejlige dig ved måleraflæsning.
Den indbyggede sender overfører kun forbrugsdata fra måleren, når den bliver ’spurgt’ fra Guldborgsund Forsynings hovedcomputer. Normalt sker det en gang om måneden.
 
Dataoverførslen sker helt lydløst og varer blot nogle få sekunder. Data overføres via radio, GSM eller kabel. Alle Kamstrups kommunikationsmoduler overholder de internationale regler og specifikationer, når det gælder elektromagnetisk udstråling.
Senderens udstråling og sendeeffekt er ganske ufarlig og kan sammenlignes med andre apparater, som findes i de fleste husstande i dag:
  • TV-apparater
  • Fjernbetjening til TV-apparater
  • PC'ere
  • Faxmaskiner
  • Fjernbetjening til biler
  • Babyalarmer
  • Trådløs dørklokke
En typisk Kamstrup forbrugsmåler sender med en effekt, som ligger mellem 10 og 500 mW i den korte tid, fjernaflæsningen varer. Til sammenligning har en almindelig mobiltelefon en effekt på 2.000 mW.